Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S

Metodestærke studentermedhjælpere til Center for Analyse i SKI

Drømmer du om at lave analyser, der kombinerer kvalitative og kvantitative metoder? Og synes du, det er spændende at dykke ned i data, tal og interviewempiri og formidle analyseresultater? Så læs videre.

I SKI søger vi to studentermedhjælpere, der er metodegeneralister og brænder for at lave analyser – lige fra desk research og interviews til spørgeskemaer og dataanalyse. 

Som studentermedhjælper hos os researcher du ikke til rapporter, der samler støv i skrivebordsskuffen. Dine analysefund bliver brugt aktivt og hjælper kollegaer med at træffe velkvalificerede beslutninger.”

- Siger Marie, din kommende leder 

En analyseafdeling, der nørder med stolthed

Center for Analyse sikrer, at SKI’s indkøbsaftaler bygger på solid viden om kunder, indkøbsmønstre, markeder, priser og konkurrence. Det lyder måske tørt – men hvis dit hjerte banker for at forstå adfærd, afdække markedsforhold og kombinere data og tal med interviews, er det alt andet end det.

Hos os diskuterer vi gerne, om kvalitative interviews slår spørgeskemaer, om den klassiske Word-rapporter er bedre end en visuelt lækker PowerPoint, og hvordan man bruger AI til at lave endnu federe dataanalyser. Spoiler: Vi bliver sjældent enige, og det er en del af pointen.

Som student bliver du en integreret del af et uformelt analyseteam, hvor du får både faglig sparring, en stejl læringskurve, mere og mere ansvar og masser af gode grin.

 

Højt til loftet og garanteret stejl læringskurve

Du får ansvar fra dag ét og al den oplæring, du har brug for til at løse dine forskelligartede analyseopgaver. Du arbejder tæt sammen med erfarne analytikere, der giver dig konkrete opgaver og er nysgerrige på dine ideer til at løse dem. 

Vi lover dig en stejl læringskurve og tæt samarbejde med erfarne analytikere.  Og vi glæder os til at aktivere de metodekompetencer, du har med fra studiet – i dataanalyser og interviews og spørgeskemaer med alt fra indkøbschefer og CEO’er.”
– Siger Marie, din kommende leder


Din hverdag som student

Som student i Center for Analyse arbejder du med analyser af alle mulige aspekter inden for offentligt indkøb. Du får erfaring med analyseprocessen fra a-z og bliver dygtig til:

  • Små, store, lette og komplekse analyser
  • Afdækning af vores interne kunders analysebehov
  • Desk research
  • Planlægning og afvikling af interviews med mange forskellige målgrupper
  • Udarbejdelse af interviewguides og spørgeskemaer
  • Dataanalyse, kodning og sammenkobling af kvalitative indsigter, tal og data
  • Formidling af analyseresultater i rapporter og præsentationer
  • Integration af AI i dine analyseopgaver

Derudover får du:

  • Tæt sparring med erfarne analytikere
  • Selvstændige opgaver og voksende ansvar
  • Et uformelt arbejdsmiljø med masser af humor
  • Et godt studenterfællesskab
  • Fleksible arbejdstider (ca. 15-20 timer ugentligt og fleksibilitet i forhold til eksamensperioder)


Din analytiske profil

Din uddannelsesbaggrund kan fx være sociologi, antropologi, samfundsfag, økonomi, politologi eller lignende. Det vigtigste er din metodiske bredde og analytiske kompetencer:

  • Samfunds- og markedsforståelse: Du interesserer dig for samfund, politik og markedsmekanismer
  • Metodisk bredde: Du har lyst til at arbejde med både interviews, spørgeskemaer, tal og data og bliver hverken skræmt væk af at skrive i Word eller analysere data i Excel
  • Analytisk tæft: Din analytiske sans er stærk, og du ser både de helt store sammenhænge og finder de finurlige, vigtige detaljer, der kan gemme sig i tal, data og interviewempiri
  • Formidling: Du skriver godt og har lyst til at nørde med at formidle analyseresultater gennem tekst, figurer og visualiseringer
  •  AI: Du er fortrolig med AI og nysgerrig på at gøre AI til en aktiv makker i arbejdet med dine analyseopgaver

 

SKI sikrer økonomisk råderum - til gavn for hele samfundet

Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) er den offentlige sektors indkøbsservice og videncenter. Vi laver indkøbsaftaler og løsninger, der skaber værdi og frigør ressourcer til velfærd. Vi er knap 200 specialister, der sidder i moderne lokaler i Valby, hvor vi kombinerer høj faglighed med en uformel og tillidsfuld arbejdskultur.

Læs mere om vores arbejdsplads, og mød dine kollegaer her

 

Du er vores nye kollega, er du ik´?

Send dit CV og en kort ansøgning på en halv til hel side. Vi ved godt, at du sikkert endnu ikke har mange dybe faglige erfaringer med i rygsækken, så brug ansøgningen på at give os et billede af, hvem du er: Hvad er din baggrund, hvad læser du, og hvorfor har du valgt det? Hvad gør dig nysgerrig på stillingen? Og hvordan ser du dig selv matche opgaverne og profilen? Du uploader CV og ansøgning via linket øverst i opslaget senest den 20. september 2026.  

Vi afholder samtaler løbende og ansætter vores nye student, når vi har fundet det rette match. Vi har masser af opgaver, der ligger og venter, så vi drømmer om, at du kan starte allerede i oktober eller november.

Har du spørgsmål til stillingen? Tag endelig fat i din kommende chef, Marie Christiansen Krøyer, på telefon 21 75 50 51 eller på mail mck@ski.dk.  

Vi anvender elektronisk rekruttering og modtager derfor hverken ansøgninger via mail eller fysisk post. Du finder ansøgningslinket øverst i opslaget.


 

Vi glæder os til at høre fra dig!

Region:

  • Region Hovedstaden

Jobtype:

Fast

Arbejdstid:

Deltid

Arbejdsdage:

Dag

Branche:

Andet

Type / niveau:

Studentermedhjælper

Ansøgningsfrist:

20. september 2026

Tiltrædelse:

Hurtigst muligt

Arbejdssted:

Valby

Hjemmeside:

http://www.ski.dk

Kontoradresse:

Montagehallen Pakkerivej 6 2500 Valby

Se placering: